Firma A. Rindom blev stiftet den 9. september 1886 af Axel Peter Joachim Rindom, i en alder af kun 23 år, hvilket på daværende tidspunkt krævede borgerbrev fra Magistraten i København, samt kongebrev med dispensation fra myndighedsalderen, som var 25 år.
Import og eksport af Sibirisk smør i dritler, var den første forretning firmaet involverede sig i, men siden da har forretningsområderne spændt sig vidt; medejer af stav- og træskofabrik i Østrig, fremstilling af koldflydende asfalt på rettigheder købt af Colas England, import af ildfaste sten, smedekul, jutesække, råjern, chaussesten, brosten, kantsten, gravstene m.m..
Men allerede umiddelbart efter firmaets start begyndte man, at importere eternit fra Belgien. Den Belgiske eternit blev dog allerede i 1905 afløst af eternit fra Sverige.
Ved stiftelsen af Dansk Eternit-Fabrik A/S den 8. december 1927 fik Firma A. Rindom eneforhandlingen af deres produkter og blev dermed salgskontor for Dansk Eternit-Fabrik A/S.